Stilhed...

Der er lige lidt stille her på bloggen... Imorgen skal jeg til begravelse... Min onkel døde i lørdags. Jeg har ikke set ham meget igennem de sidste mange år, men han og min moster har, og vil altid være, en kæmpe del af mit liv! De har været det stabile, det trygge, det normale i hele min barndom. Vi har efter mange års pause endelig fået optaget kontakten. Og vi mødtes for første gang i mange mange år, sidste år... De mødte min datter og jeg havde glædet mig til at de også skulle være en del af hendes liv. Så der bare er noget af min familie, noget af min fortid, som hun kunne være en del af... Og nu er han pludselig væk... For altid... Det hele er åbenbart gået meget stærkt! Så har slet ikke nået at få af vide at han var alvorlig syg. Kun at han gik til forskellige undersøgelser...
Imorgen skal jeg til begravelse. Sige farvel til min eneste onkel og vise respekt for min moster, mine fætre og deres børn. Det bliver en rigtig hård dag. Hvor der også er en lille risiko for at møde den familie som har "ødelagt" min barndom og som jeg har valgt at vælge fra... Men gider ikke de skal styre mit liv! Jeg vil have lov til at sige farvel!

Og her til morgen har jeg fået endnu en meget trist nyhed. Endnu et dødsfald. Mine barndomsvenners mor døde her til morgen. Min mor og deres børn var bedste venner og har gået i folkeskole sammen. Min "mor nr 2" som vi plejede at joke med da vi var små. Vi var altid sammen, vi to familier... Og nu er hun også væk. Tænker SÅ meget på mine barndomsvenner som har mistet deres mor. deres familier og deres børn, som har mistet deres bedstemor...
Begravelsen ved jeg ikke noget om endnu...

Og ja, jeg ved udemærket godt at livet går op og ned... Det har jeg erfaret på egen krop og psyke alt for mange gange... Men lige nu går det lige lovlig meget nedad...
Så kære "den der styre graden af op og ned", nu må det meget snart gerne gå opad, ikke meget men bare lidt, og så ligge stabilt, bare lidt tid, måske bare et lille halvt års tid!?!? Åhh det ville jeg gerne prøve...